Søndag havde min dejlige kæreste fødselsdag, og det valgte vi at fejre med is på Ismageriet. Det var lækkert som altid, og bagefter ville vi køre en lille tur. Vi var sammen med et vennepar, solen skinnede og humøret var højt. Pludselig ændrede alt dette sig. Vi befandt os i en trafikulykke, som jeg stadig ikke kan forstå kunne ske. At vi alle er mere eller mindre uskadte er et sandt mirakel, og jeg vil gerne sende et kæmpe kys til hvem end, der holdt hånden over os. Heldigvis var det ikke vores tid til at takke af endnu. Uheldet startede, da vi holdt tilbage for en lille pige ved en fodgængerovergang. Hun har vel været omkring 7 år og enormt usikker i trafikken. Det spottede vi hurtigt, så Christopher satte farten ned i god tid for, at hun skulle være rolig. Hun gik først ud på vejen, da vi holdt helt stille omkring 1-2 meter fra overgangen. Pludselig ud af ingen ting hørte jeg mit livs største knald, det lød som metal smadret mod sten, bare højere end man kan forestille sig. Jeg kan huske, at jeg kiggede rundt og fik øjenkontakt med de andre i bilen, og jeg kan huske, vi var bange. Det næste der sker er, at jeg vender mig mod min kæreste, og får fremstammet om han er okay. Han er rystet, men han virker okay. Han svarer ikke, men han sparker døren til bilen op i ren Arnold stil. Stærke mand! Jeg får vendt mig om, og jeg ser at bagruden er væk, og at der holder en stor hvid bil oveni den lille Golf vi kørte i. Det begyndte så småt at gå op for mig, hvad der var sket. Min kæreste rev min dør op, men jeg blev siddende i chok. Christopher skreg over smerte i nakken, min kæreste ringede 112 og en tilfældig mand løb ind og holdt Christophers hoved på plads. Først herefter gik jeg ud af bilen. Jeg fik vredet min fod på vejen ud, men det tænkte jeg ikke over. Da jeg kom ud fik jeg overblik over ulykken. Bilen holdt 18 meter fra der, hvor vi stoppede. Den var knækket på midten, dørene kunne ikke lukke og den var smadret bagtil. Kort sagt: Totalt skadet. Jeg kiggede efter pigen, og jeg åndede lettet op, da jeg så, at hun var nået over vejen uden en skramme. Puha. Når man ser billeder og video fra uheldet, er det ufatteligt, at vi er okay. Christopher blev kørt med ambulance, men han kom hurtigt hjem igen. Min kæreste og jeg tog først på skadestuen om aftenen, og der brugte vi faktisk hele natten. Han endte i halskrave, da de frygtede delvist brækket nakke, og det gjorde mig ked af det. Jeg var utrolig urolig hele natten, men heldigvis slap vi med skrækken. Vi har begge forstuvet nakken og jeg har også forstuvet foden. Heldigt sluppet! Desværre kan jeg ikke træne det næste stykke tid, og det sutte altså maks røv. Jeg var lige inde i en god rytme. Øv med ekstra øv på.

Vi er i live, og på trods af skader er humøret højt. Jeg har netop bestilt tre træningstoppe, som jeg glæder mig enormt meget til at modtage. Jeg burde være i stand til at cykle i Fitness World snart, så jeg tror, jeg starter op med det i næste uge. Så får min krop lige pause i den her uge i stedet. Sådan må det være. Jeg skal bare huske at tænke over, hvad jeg kommer i munden!

Okay, så nu er jeg startet på Bikini Bootcamp i Fitness World, og jeg har været enormt spændt på, hvad det gik ud på. Jeg var til mit første hold i mandags i Herlev, og det andet hold var jeg til i dag på Englandsvej. Ja, jeg får rigtig prøvet forskellige centre af! I denne uge er fokus på core, og derfor havde jeg forventninger til ryg/mave træning, der ville gøre avs. Nu til mine to anmeldelser…

1. hold: Jeg mødte op i mit gamle gamle gamle fitness center i Herlev. Det var rent faktisk det første center, jeg nogensinde trænede i, så på en måde var det der, det hele startede. Jeg har blandede følelser med at være der, da der er enormt mange mennesker, jeg ikke har lyst til at møde. På mange måder havde jeg den mest perfekte barndom, for man kunne ikke drømme om bedre familie, end jeg havde mig. Der var til gengæld en masse andre ting, der gjorde det hele utrolig surt. Nu skriver jeg ting, men egentlig mener jeg personer. Netop disse personer har jeg intet ønske om at se igen, og det var derfor med mange nerver, at jeg begav mig alene ind i FW. Jeg fandt lynhurtigt holdsalen, den var hvor den plejede, og jeg fik placeret mig på den eneste plet, der var ledig. Der var absurd mange på holdet, og der blev bare ved med at komme flere. Der var to, der gik igen, fordi de ikke gad presse sig ind – de kom godt nok også nogle minutter for sent, men alligevel. Nå, men holdet startede lidt rodet, fordi folk blev ved med at komme, og vi blev mere og mere mast. Jeg følte mig utrolig fastklemt, og det var ikke fedt. Havde vi været 10-15 mindre, havde vi stadig været mange, men vi havde haft den nødvendige plads. Musikken startede, og instruktøren begyndte ellers at opvarme os. Der var en masse tilråb, og hun deltog aktivt, hvilket jeg elsker, når de gør. Efter opvarmingen startede den forkerte sang, så instruktøren løb over til anlægget og skiftede rundt. Lidt forvirring, men det er da helt okay. Nå, men så begyndte styrken ellers. Der var som forventet en masse øvelser til mave og ryg. Derudover var der også squats, og det var også rimelig ventet, da de kom i kombination med dødløft. Så alt i alt var det et hold, der fuldt ud levede op til mine forventninger. Min mave og ryg brændte! Av av av. Jeg blev slagtet godt og grundigt, og jeg nød det. Derudover lærte jeg nogle nye øvelser at kende, som jeg vil benytte i min egen træning fremover

2. hold: Denne gang havde jeg min træningspartner, Amalie, med mig. Det hjalp sgu på gejsten! Skide fedt. Instruktøren gik i krig med opvarmningen, og derefter var der tre forskellige poster. En med fokus på puls og to med styrke. Man skulle ved hver post lave 3 forskellige øvelser 2 gange. Når man havde været de to runder i gennem, skulle man videre til næste post, hvor der ligeledes ville være to runder med tre øvelser. Til slut kom man til 3. post hvor det fungerede på helt samme måde. Efter disse 3 poster var der en kort vandpause, og så var der en omgang mere med nye øvelser, men med samme princip. Det var voldsomt hårdt! Jeg synes, det var hårdest for pulsen og mindre slemt for musklerne. Det var bl.a. fordi, man skulle lave squats, men vægtstængerne havde kun 10 kg på…. Vi er altså vant til at have omkring de 60 kg på, så det føltes som ingenting, og jeg synes næsten, det var spild af tid. Til gengæld blev jeg slagtet på pulsøvelserne, min kondi er godt nok elending, puha! Efter de to omgange var der kort udstrækning, og så var holdet slut. Instruktøren var ikke selv med til at lave øvelserne, hun viste dem kun lige hurtigt, og det synes jeg var ærgerligt. Jeg kan sgu bedre lide, når de er med til træningen selv. Det motiverer mig mere. Instruktøren gik kort rundt og kiggede, om man gjorde det rigtigt, men hun rettede kun lige hurtigt, og så gik hun videre.

Hvad kunne jeg så bedst lide? Holdene var enormt forskellige. Det første hold fokuserede på core, som jeg havde regnet med, og det andet hold fokuserede mere på pulsen, synes jeg. Jeg kunne utrolig godt lide begge hold, da de begge gav sved på panden. Jeg tror som udgangspunkt, at jeg hælder mest til det første hold, for jeg havde trods alt et ønske om at fokusere på min core i den her uge. Det er super fint, at man fik en omgang pulstræning også, men det overholdt ikke helt temaet, synes jeg. Jeg kan jo altid tage cardio, hvis det er det, jeg vil. Synes det sidste hold mindede mere om HIIT, hvilket også er fedt, men mine forventninger var bare anderledes. Dog var deltagerantallet mere passende på dagens hold end holdet i mandagas. Kombinationen af core holdet i mandags og puls holdet i dag har dog været rigtig fedt. Det er det bedste, og hårdeste, fra begge verdener. Derfor glæder jeg mig til at fortsætte på Bikini Bootcamp i næste uge.

Nu har jeg gået til diætist siden december, og jeg har i store træk fulgt kostplanen, jeg har fået. Den er baseret på mit ligevægtstal og de madvarer, jeg godt kan lide. Jeg har ikke haft de store problemer med at holde kostplanen, men jeg vil da indrømme, at der har været perioder, hvor der er røget for meget forkert ind. Det har bl.a. været i påsken, hvor der har været rigeligt at se til med familie og venner, så det er begrænset hvor meget mad, vi selv har lavet. Det kan selvfølgelig mærkes. MEN jeg har trænet min røv i laser siden midt januar, og jeg har virkelig ikke sprunget over hvor gærdet er lavest. Alligevel står jeg her fire måneder senere uden de helt store resultater. Jeg er virkelig frustreret, det ville være løgn at sige andet. Jeg synes, jeg har gjort det, jeg skulle, og alligevel sker der ikke så meget. Selvfølgelig kan man bare fjerne alt snask, og så er det ligesom det, men jeg vil også have lov til at leve. Det burde også være muligt, når jeg ellers gør, som jeg skal. Nå, men jeg var så til diætist tjek igen i går, og vægten var gået op. Det var ikke super uventet, men det var sådan, det var. Da vi kiggede på fordelingen, stod det dog hurtigt klart, at det var muskler, jeg havde taget på, og så var jeg glad igen. Min diætist fejrede det til gengæld slet ikke. Hun sagde bare, at jeg jo havde overstået påskefrokosterne nu, så jeg kunne jo fokusere på at smide to kilo til næste gang. Det var næsten som om, hun ikke kunne se noget godt i ekstra muskelmasse, selvom jeg mægtig gerne vil øge den. Det virker underligt. Når jeg enkelte gange har haft spørgsmål, har hun ikke kunne besvare dem, så jeg synes ærligt, det er ret uprofessionelt. Jeg brokker mig generelt over sådan noget, men når man nu har betalt på den anden side af 2000 kr, synes jeg godt, man kan forvente svar og resultateter. Grundet mangel på disse forlænger jeg heller ikke forløbet. Jeg tager nogle værktøjer med mig, og så vil jeg selv komme i mål, uden ekstra “hjælp”. Jeg har min sunde fornuft, og jeg ved da godt, hvilke madvarer jeg skal holde mig fra. I fremtiden tror jeg, at jeg vil forsøge mig mere med sundt hjemmebag til sukkertrængen, og så må vi se, om det har en god effekt på kroppen. Når mine sidste to besøg er overstået, er det slut. Jeg glæder mig næsten helt til at komme på den anden side. På samme måde har jeg tænkt mig at “nøjes” med at måle mig i fremtiden. Vægten ryger direkte ud. Jeg gider ikke, at min lykke afhænger af et tal på en vægt, hvor jeg ikke aner, om det er fedt eller muskler.

Torsdag var jeg med familien og kæresten i mine forældres sommerhus. Det var meningen, at vi “bare” skulle til påskefrokost. Vi endte med at blive der til efter 24, og vi har halvanden times kørsel hjem, så pludselig var det en sen aften. Men hvad betyder det, når man hygger sig. Vi fik proppet os med en masse snask, og jeg holdt mig bestemt ikke tilbage, for det gider jeg simpelthen ikke til sådan noget. Så må jeg bare være klar til at tage den dårlige nyhed på vægten i stiv arm og kæmpe videre. Jeg er desværre super allergisk for rigtig meget forskelligt, og det tog jeg altså heller ikke højde for. Det resulterede i mavepine, og da jeg kom hjem udviklede det sig til mavekramper og en voldsomt oppustet mave. Jeg gik fra at være lettere buttet, som jeg jo er det, til at være 5 måneder gravid. Det så helt vild ud, så jeg blev simpelthen nødt til at tage et billede af det.

I går morges var min mave heldigvis faldet til ro igen, så efter arbejde tog jeg op og trænede. Jeg var hurtigt klar over, at jeg ville træne mave, ryg og biceps, så efter en kort opvarmning gik jeg i gang. Puha, min mave blev tæsket! Jeg havde faktisk forventet, at den ville være enormt øm i dag, men jeg kan intet mærke, og det er frustrerende! Når den ikke er øm dagen efter, føler jeg ikke, at jeg har gjort nok. Det er tosset, for jeg kunne virkelig ikke mere til sidst i går. Jeg fik lavet en masse nye øvelser, og specielt en af dem var jeg vild med. Det var sitting twist, og den kunne jeg virkelig mærke. Jeg lavede den med 5 kg, for det er trods alt første gang. Næste gang tror jeg, at jeg prøver med 10 kg i stedet.

Sådan her så det ud torsdag

Gårsdagens aftensmad

Nu står mit næste diætist besøg for døren, og jeg har mest af alt lyst til at aflyse. Jeg kan umuligt tro, at det er gået den rigtige vej. Jeg har haft mange aftener, alt for mange, hvor jeg ikke har spist hjemme, og dermed har jeg ikke kunne styre aftensmaden. Det kan mærkes, og med garanti ses på vægten. Jeg kan slet ikke overskue, at det skal gå dårligt. Nogen vil måske mene, at jeg tager sorgerne på forskud, og det gør jeg vel egentlig også, men jeg ved, at det er sådan landet ligger. Altså der er jo ikke andet for, end at jeg må komme op på hesten igen og give gas med træning og spise rigtigt. Det kan jeg jo sagtens. Jeg skal til diætist d. 15., så jeg har lige 13 dage til at give den gas, og det må jeg så gøre.

I morges var jeg oppe og træne i et andet center end jeg plejer, og det var jeg ikke kæmpe fan af. Centret var egentlig helt fint, men jeg kunne ikke finde de rigtige maskiner, omklædningsrummet eller holdsalen. Alt tog bare længere tid, og det gider jeg altså ikke. Det er bare et spørgsmål om tilvending og tryghed, for nu har jeg trænet i samme center i 3 år efterhånden, og der ved jeg, hvor tingene er – når de altså ikke rykker det hele rundt. Jeg er ikke god til forandring, men det kunne jeg måske blive. Jeg har i hvert fald tænkt mig at tage tilbage til det center her, for de har rigtig gode hold. Bedre end dem i “mit” center faktisk. Jeg er bl.a. tilmeldt nogle bikini bootcamp hold i det center, så jeg må til at finde den holdsal!

Bikini Bootcamp er noget, jeg ser frem til. Jeg er super spændt på, om jeg kan lide det og får noget ud af det. Den første uge har fokus på core, og der har jeg tilmeldt mig to hold i to forskellige centre. Jeg skal ud af min comfort zone, skal jeg! Det bliver spændende at se, hvad det lige går ud på. Jeg har i hvert fald planer om at følge bootcampen og deltage to-tre gange hver uge. Derudover vil jeg naturligvis have min normale styrke og cardio, så der burde komme gode resultater! Det håber jeg i hvert fald.