I dag er jeg på ingen måde i hopla. Jeg skal på arbejde om nogle få timer, og i aften skal jeg træne, men for at være helt ærlig har jeg mest af alt lyst til at ligge mig under dynen og vente på, at Kasper kommer hjem fra arbejde og holder om mig. I dag er en dårlig dag for mig, og jeg er helt nede i kulkælderen. Egentlig følte jeg ikke for at dele det her indlæg, og jeg har faktisk stadig ikke besluttet mig for, om det forbliver en kladde, men hvis I kan læse med, så har I svaret.

Det er vist efterhånden ingen hemmelighed, at jeg inderligt brænder efter en familieforøgelse. Det er noget, som jeg har snakket med min kæreste om MANGE gange i LANG tid. Vi vil begge to hinanden, vi har købt hus, og vi har pladsen til en ekstra lille ny fra december af. Økonomien ser også ud til at være på plads, men tidsmæssigt er det helt ved siden af. Jeg tror personligt aldrig, der kommer et perfekt tidspunkt, og jeg mener, at man skal tage det lidt, som det kommer. Vi er desværre ret udfordret med hensyn til at blive gravide, og det gør fandeme ondt. Det der gør mest ondt i øjeblikket er at logge på Facebook og se, at der er så utrolig mange på min venneliste, der er gravide, har små nyfødte eller lidt større børn. Jeg kan simpelthen ikke klare det mere.

Det lyder så strengt, at jeg ikke kan glæde mig på andres vegne, for det er da for dårligt. Men for at være ærlig gør det ondt at se deres lykke over noget, jeg ved, jeg ikke kan få bare sådan lige. Jeg ved, at det bliver en lang sej kamp, og jeg ved, at jeg skal være stærk – meget stærkere end jeg er nu. Heldigvis har jeg Kasper ved min side, når det hele bliver for meget for mig, og det er jeg evigt taknemmelig for. Jeg kunne simpelthen ikke klare det alene. Jeg ved, at der er flere, der ikke forstår, at jeg nærmest bliver vred, når en ny annoncerer sin lykke på Facebook. De fleste synes faktisk, at det er strengt, for dårligt og ikke i orden at jeg bliver sur. De forstår nok bare ikke lige helt, at jeg i virkeligheden slet ikke er sur, men at jeg bliver sindssygt ked af det. Hvornår bliver det nogensinde min tur? Selvfølgelig kan jeg unde andre den kæmpe lykke, jeg bliver bare jaloux, når jeg selv har kæmpet med det hele siden februar, og der sker lige lidt. Mest af alt bliver jeg jaloux på dem, der kun forsøger en måned eller to, og vupti så er der en graviditet hjemme. Jeg ved, at det ikke er bedst for hverken Kasper eller mig lige nu, da jeg gerne vil overstå min praktik først. Den ligger februar til juli næste år, så det nytter jo ikke noget, at jeg står med en fødsel midt i det hele. Logikken fortæller mig, at det er bedst sådan her, men mit hjerte vil godt nok noget helt andet.

Til oktober bliver jeg gudmor, og det glæder jeg mig virkelig til. Jeg har så meget kærlighed at give, så det bliver godt at have en lille en at øse ud til. November føder en af mine andre rigtig gode veninder, og det glæder jeg mig også enormt meget til. Det bliver dejligt med noget liv tæt på mig, det kan være, at det hjælper mig lidt. Jeg ender med at flytte ind hos dem jo. Ha ha. Ej, nej spøg til side så tror jeg, at de bliver fantastiske mødre, og jeg glæder mig til at følge deres rejse.

Jeg skal bruge min Facebook til at lave aftaler med folk de næste par dage, ellers havde jeg faktisk planer om at deaktivere den. Måske jeg gør det indtil i aften….

Ja, sidste gang skrev jeg, at jeg ville have mig en personlig løbetræner, men at jeg ikke havde råd. Det fandt jeg ud af var noget pjat. Jeg har nu tilmeldt mig et 12 ugers forløb hos Stine Lyngbo. Jeg har længe fulgt hende på Instagram og været til nogen af hendes foredrag. Hendes glade personlighed inspirerede mig så meget, og da jeg så nærmere på hendes profil i fredags, så jeg mange opnåede resultater. Netop derfor faldt det mig naturligt at kontakte hende for at høre pris og program. Jeg får et 12 ugers program med løbende reguleringer og vejledninger til en pris, jeg godt kan klare med min SU. Det er sgu dejligt! Jeg sendte hende en mail med lidt informationer om den nuværende løbeform, og jeg tog mig selv i at flove mig over min tid på 5 km. Det skal der fandeme gøres noget ved! Jeg gider ikke være flov.

Onsdag går turen til Samsø, og jeg har alle intentioner om at give den gas. Til gengæld skal jeg nok stå klar med løbeskoene, når jeg kommer hjem igen. Måske jeg kan løbe en tur eller to derovre? Jeg kan jo bade på båden, og så er det vel “bare” at hoppe i løbetøjet og få set noget af øen. Måske jeg kunne starte mine dage sådan? Det er nok optimistisk, da jeg kommer til at have tømmermænd de fleste dage, men hvis målet er to løbeturer sammenlagt på den uge, vi er der, bør det vel være muligt. Det håber jeg! Jeg kan, hvad jeg vil, så jeg må hellere få pakket rigeligt med løbetøj ned. Så kan jeg i hvert fald ikke bruge det som undskyldning.

Ekstra lille tip fra mig til jer: Jeg handler normalt ALDRIG tøj i Bilka, Føtex eller lignende, men det burde jeg måske. I dag fik min veninde lokket mig med i Bilkas tøjafdeling, hvor jeg lynhurtigt fandt to par shorts. Et par sorte og et par hvide med striber. Begge par passede perfekt, og specielt de hvide er perfekte til at sejle i. Da jeg skulle betale, var jeg ved at vælte bagover, de kostede 49 kr pr stk, så der scorede jeg mig lige to par shorts for 98 kr. Bagefter gik jeg ved et tilfælde lige forbi en tøjbutik, hvor der hang et par sorte shorts, som lignede på mine nyindkøbte sorte en prik, de kostede til gengæld 199 kr, så jeg følte pludselig, at jeg havde været klogere end dem. Fed følelse! Lad os bare sige at det i hvert fald ikke er sidste gang, jeg handler i Bilka! Jeg står jo faktisk også og mangler en nederdel, mon de har den, jeg leder efter?