I dag var jeg hos min diætist til 2. opfølgning. Jeg har fulgt kostplanen uden problemer og overholdt vores aftaler. Jeg har endda fået trænet en masse, så jeg var fuld af forhåbning inden vejningen. Da jeg stod på vægten, kunne vi hurtigt konstatere, at jeg havde taget lige omkring 1 kg på, faktisk mere halvandet. Først tænkte jeg, at det nok bare var min voksende muskelmasse, der var “synderen”, men jeg tog fejl. Min muskelmasse var uændret på trods af en masse styrketræning, øv. Denne gang havde jeg også tabt centimeter. Faktisk hele 2,5 i taljen på 4 uger og det er altså slet ikke dumt! Dermed har jeg siden start tabt 4,5 cm i taljen, men jeg har taget 2,5 kg på, der ikke er muskler. Det er altså mærkeligt! Dog skal der tages højde for, at jeg under denne vejning har min menstruation og dermed sagtens kan have en upræcis vægt. Normalvis tager jeg i hvert fald på i de dage, så det kan selvfølgelig være forklaringen. Jeg er ret ked af, at man ikke kan se på vægten, at jeg gør en masse gode ting for mig selv, men det slår mig ikke ud. Jeg er fast besluttet på, at det er nu, jeg skal i mål. Det er nu, min krop skal nå dertil, hvor den bør være. Jeg træner med min træningspartner 3 gange om ugen med en masse styrke og så skal jeg løbe 2-3 gange ved siden af. Det SKAL jeg. Næste gang jeg skal til diætist er d. 9. marts, så jeg har en måned til at give den gas. Jeg skal have gode resultater! Selvom jeg er ked af resultatet på vægten, er jeg faktisk rigtig glad. Jeg synes, det er flot af mig, at jeg har tabt 2.5 cm på 4 uger. Det er altså rigeligt! Jeg vil jo gerne smide 15 kg, og man siger at hver cm svarer til et kilo, så det er 15 cm, jeg mangler. Det kan jeg godt! Det kommer til at tage noget tid, men det skal nok komme. Jeg har den fordel, at jeg har valgt at lægge alkohol på hylden indtil april, så bliver jeg ikke tyk af det.

Jeg har netop hentet min pakke på posthuset, og hvor fik jeg dog hurtigt flået den ud af indpakningen. Mine nye høretelefoner føles fantastisk! Jeg er vild med, at der ikke er nogle ledninger, og at de uden problemer connecter med min iPhone. Nemt! Der er endda indbygget mikrofon i, så hvis jeg føler for at tale i telefon, når jeg løber, så kan jeg da også lige det. De virker til at være nemme at styre, og det er vigtigt. Nu må det komme an på en prøve. Jeg håber, at jeg kan presse en lille løbetur ind i min travle dag i morgen. Jeg har købt dem her

I går var jeg en tur i IKEA, og det var jo i sig selv super fedt, for jeg fik købt det, jeg kom efter + lidt mere (som altid). Det bedste ved turen var dog, at der ligger to sportsoutlet lige ved siden af, og der skulle jeg da ind! Forventningen var, at jeg skulle shoppe løs, men jeg må ærligt indrømme, at jeg blev lidt skuffet over udvalget. Der var sgu ikke meget at vælge mellem. Jeg endte dog alligevel med at få købt en sportsbh og en træningstop fra Adidas outlettet. Da jeg ikke følte, det var nok, kørte jeg efterfølgende til Fields. I Sportmaster fandt jeg to ekstra træningstoppe fra Nike, som jeg bare måtte eje, så dem købte jeg da også lige. Da jeg havde regnet med priser som på outlets, måtte jeg hurtigt indse, at mit budget skred, da jeg valgte at tage i Sportmaster, men så må jeg bare leve af havregryn i februar!

Bonus info: Jeg har fået en lille hilsen fra postmanden, hvor der står, at jeg har en pakke liggende på posthuset til afhentning. Yes, det er mine nye løbe høretelefoner! Dem vil jeg hente, når posthuset åbner kl 12 🙂

Okay, nu har jeg længe undret mig over folks adfær i træningscentre. Altså jeg opfører mig jo nok også underligt i andres øjne, men der er alligevel nogle ting, jeg er ret træt af at se, når jeg træner. Derfor tænkte jeg, at jeg ville benytte min lille søde blog til at komme af med frustrationerne. Det skal ikke udelukkende være negativt, så jeg har naturligvis også nogle ting, som gør mig glad at se.

Først til det negative. Jeg er uendeligt træt af folk, der ikke tager hensyn. Folk der kun tænker ‘mig, mig, mig’. For det meste synes jeg, det er sundt at tænke ‘dig, mig, os’. Disse ‘mig, mig, mig’ typer går mig på nerverne, da de ikke tænker sig om, eller i hvert fald ikke viser nogen form for hensyn til menneskerne omkring dem. Det er typerne, der sveder – fred være med det jeg danner også en sø – og som ikke sprøjter maskinen af efterfølgende, men bare går videre og kaster med sved mod næste maskine. Det er typerne, der ikke rydder op efter dem selv, når de har benyttet vægtene i den ene ende af centret. Værst af alt er det typerne, der bliver siddende og fylder på en maskine, mens de tjekker deres Facebook, snakker med deres venner eller sender Snaps. Jeg bliver helt sindssyg! HVORFOR er det så vigtigt at sidde med sin telefon?! Jeg er i centret for at træne, ellers kunne jeg sgu da ligeså godt sidde på min sofa derhjemme. Måske det er mig, der er skør, men jeg forstår dem simpelthen ikke. Faktisk kommer jeg lige i tanke om en type, der slår alle andre med flere længder. Typen der sender dømmende blikke til stærkt overvægtige i et træningscenter. Der er jo en grund til, at den overvægtige har valgt at tage op og træne. De har indset, at de har et problem, og de gør noget ved det. Det er de mennesker, jeg har aller størst respekt for.

Dermed ender vi i de positive typer. Typen der er stærkt overvægtig, men skider på folks blikke og deres egen frygt. Dem har jeg kæmpe respekt for! Det er fandeme sejt! Jeg ved selv, hvordan det føles. Hvordan alle kigger, eller sådan føler man det i hvert fald. Typen der knokler på maskinerne og kaster med sved, hvilket naturligvis fører til, at de sprøjter maskinen af efter brug. Typen der spørger, om man er færdig med maskinen i stedet for bare at stille sig op og stirre. Typen der lader andre træne, men gerne tilbyder hjælp hvis den er nødvendig.

Skulle vi ikke alle sammen til at få en bedre opførsel, når vi er oppe at træne? Vi er der alle sammen for at forme vores krop, som vi ønsker den, og det skal vi da støtte hinanden i. I dag så jeg en lettere overvægtig kvinde give den gas på stepmaskinen, og jeg havde mest af alt lyst til at give hende den største high-five. Hun rockede løs til sin musik, mens sveden fløj fra hendes pande. Jeg stod på løbebåndet bag hende, og jeg kunne mærke hvordan jeg blev fyldt med glæde og kræfter, bare fordi hun var så glad. Hvor er det dog fantastisk! Gid man kunne sige noget til hende, et tak, men jeg ville ikke have, at hun opfattede det forkert og stødende, så jeg beundrede stille hendes kæmpe arbejde og gejst.