I dag er jeg på ingen måde i hopla. Jeg skal på arbejde om nogle få timer, og i aften skal jeg træne, men for at være helt ærlig har jeg mest af alt lyst til at ligge mig under dynen og vente på, at Kasper kommer hjem fra arbejde og holder om mig. I dag er en dårlig dag for mig, og jeg er helt nede i kulkælderen. Egentlig følte jeg ikke for at dele det her indlæg, og jeg har faktisk stadig ikke besluttet mig for, om det forbliver en kladde, men hvis I kan læse med, så har I svaret.

Det er vist efterhånden ingen hemmelighed, at jeg inderligt brænder efter en familieforøgelse. Det er noget, som jeg har snakket med min kæreste om MANGE gange i LANG tid. Vi vil begge to hinanden, vi har købt hus, og vi har pladsen til en ekstra lille ny fra december af. Økonomien ser også ud til at være på plads, men tidsmæssigt er det helt ved siden af. Jeg tror personligt aldrig, der kommer et perfekt tidspunkt, og jeg mener, at man skal tage det lidt, som det kommer. Vi er desværre ret udfordret med hensyn til at blive gravide, og det gør fandeme ondt. Det der gør mest ondt i øjeblikket er at logge på Facebook og se, at der er så utrolig mange på min venneliste, der er gravide, har små nyfødte eller lidt større børn. Jeg kan simpelthen ikke klare det mere.

Det lyder så strengt, at jeg ikke kan glæde mig på andres vegne, for det er da for dårligt. Men for at være ærlig gør det ondt at se deres lykke over noget, jeg ved, jeg ikke kan få bare sådan lige. Jeg ved, at det bliver en lang sej kamp, og jeg ved, at jeg skal være stærk – meget stærkere end jeg er nu. Heldigvis har jeg Kasper ved min side, når det hele bliver for meget for mig, og det er jeg evigt taknemmelig for. Jeg kunne simpelthen ikke klare det alene. Jeg ved, at der er flere, der ikke forstår, at jeg nærmest bliver vred, når en ny annoncerer sin lykke på Facebook. De fleste synes faktisk, at det er strengt, for dårligt og ikke i orden at jeg bliver sur. De forstår nok bare ikke lige helt, at jeg i virkeligheden slet ikke er sur, men at jeg bliver sindssygt ked af det. Hvornår bliver det nogensinde min tur? Selvfølgelig kan jeg unde andre den kæmpe lykke, jeg bliver bare jaloux, når jeg selv har kæmpet med det hele siden februar, og der sker lige lidt. Mest af alt bliver jeg jaloux på dem, der kun forsøger en måned eller to, og vupti så er der en graviditet hjemme. Jeg ved, at det ikke er bedst for hverken Kasper eller mig lige nu, da jeg gerne vil overstå min praktik først. Den ligger februar til juli næste år, så det nytter jo ikke noget, at jeg står med en fødsel midt i det hele. Logikken fortæller mig, at det er bedst sådan her, men mit hjerte vil godt nok noget helt andet.

Til oktober bliver jeg gudmor, og det glæder jeg mig virkelig til. Jeg har så meget kærlighed at give, så det bliver godt at have en lille en at øse ud til. November føder en af mine andre rigtig gode veninder, og det glæder jeg mig også enormt meget til. Det bliver dejligt med noget liv tæt på mig, det kan være, at det hjælper mig lidt. Jeg ender med at flytte ind hos dem jo. Ha ha. Ej, nej spøg til side så tror jeg, at de bliver fantastiske mødre, og jeg glæder mig til at følge deres rejse.

Jeg skal bruge min Facebook til at lave aftaler med folk de næste par dage, ellers havde jeg faktisk planer om at deaktivere den. Måske jeg gør det indtil i aften….

Jeg praler med at være ordensmenneske med tendens til OCD, MEN lige pt er det som om, at jeg slet ikke kan følge med. Jeg passer ikke min skole, fordi jeg blev ramt af sygdom. Jeg passer ikke min træning, det er også grundet sygdom. Jeg passer ikke min kost, hvilket igen skyldes sygdom. Måske jeg i virkeligheden kommer ovenpå det hele igen, nu når jeg er rask. Jeg vil i hvert fald prøve! Jeg mangler i den grad at få styr på nogle forsikringspapirer! Jeg sender dem ind senest fredag. Det er planen. Så kan jeg nå at skrive et fyldestgørende brev samt vedhæfte alt, de skal bruge. Det er også på tide, at den sag bliver lukket. Udover dette skal jeg lave en masse fransk og engelsk til torsdag, ergo i morgen aften efter skole står den på lektier med lidt ekstra lektier til.

Men men men jeg har her til aften taget kampen op mod løse ender. Jeg er klar til at starte NU. Min kalender er fyldt med aftaler, som altid alt for mange, og nu er der så også tilføjet træningskalender, hvor der står antallet af kilometer, min løbetur den dag skal være. Jeg håber, at det gør det nemmere for mig at få bundet løbeskoene og trukket i løbetøjet. Det har været svært på det sidste, fordi det er blevet koldere udenfor, og jeg vil sgu ikke blive mere syg! Derfor er jeg lykkelig over, at jeg til min fødselsdag i fredags fik en masse gavekort til Sportsmaster og Intersport. Så lækkert altså! I dag har jeg derfor fået købt vanter, halsvarmer, pandebånd og tykkere løbesokker. Yes! Derudover har jeg ENDELIG (!) købt en sportstaske, som jeg kan bruge, når jeg er oppe til styrketræning. Der er plads til alt mit lort, håndklæde, sæbe og alt muligt andet. Jeg er allerede vild med den! Jeg kan derudover også sagtens bruge tasken til weekendophold eller andre gange, hvor jeg skal ud. Det er sgu da skide smart altså

Opdatering på personlige mål: Planen er stadig, at jeg skal nå 15K inden året er omme. Hvis jeg følger min plan, så når jeg det også. Jeg er spændt! Bare fordi julen er om hjørnet skal jeg ikke slappe af. Jeg kan heldigvis ikke lide julemad, så jeg bliver ikke tyk af det. Fedest, eller ufedest bør jeg nok skrive.

For at få tilfredsstillet mit OCD er jeg også igang med at lave et skema over, hvilke retter jeg kan lave til aftensmad. Gerne retter der er billige og som min kæreste også kan lide. Overvejer at prøve at lave en “sund” pizza. Måske han kan lide det? Ellers er det jo bare at lave to forskellige bunde – det er lige til at overskue sammenlignet med to helt forskellige retter. I første omgang skriver jeg bare ned, hvilke retter vi kan lide. Så kan jeg prøve at fordele det ud på dage. På den måde slipper vi for at købe ind HVER eneste dag. Så kan vi købe ind til omkring en uge af gangen, og så kan vi gøre det til billige penge. Håber jeg.