Dagens løbetur

I dag løb jeg en tur. Jeg havde hjemmefra bestemt mig for, at jeg ville løbe min nyplanlagte rute på 7,9 km, og jeg ville forsøge at klare den uden stop. Jeg hoppede i løbeskoene og så løb jeg ellers ud af døren. Desværre ramte kvalmen mig efter 100 meter, og jeg indså hurtigt, at det ikke var realistisk at gennemføre den planlagte rute, så jeg rettede den hurtigt til, og jeg afveg fra ruten efter meget kort vej. Jeg var så frustreret, da jeg løb den sidste del af ruten, fordi jeg kunne mærke, at mine ben kunne meget mere.

Jeg har til gengæld lært noget! Jeg ved, at der skal gå længere tid mellem min morgenmad og min løbetur. Derudover skal jeg holde mig til havregrød med bær inden løbeturen, for det ved jeg, at jeg ikke får det dårligt af.

Da jeg kom hjem og fik løbeskoene af, tænkte jeg på det hele igen. Jeg fik vendt den dårlige oplevelse til noget positivt. Jeg har lært, hvad jeg skal gøre med morgenmad i fremtiden, og selvom jeg havde det dårligt stoppede jeg ikke. Det er meget muligt, at jeg ikke fik løbet specielt langt eller spor hurtigt, men jeg fik løbet, og det tæller.

 

“Den bedste motion er den, der bliver gjort”

Skærmbillede 2014-07-17 kl. 12.39.18

Orden på opskrifterne

Så begynder jeg at få styr på kosten igen. Jeg har det med at opdage en opskrift på Facebook, Instagram eller lignende, og så tager jeg normalt bare et screenshot af det. Det betyder, at min iPhone er fyldt med billeder af opskrifter, og det roder rundt, hvilket gør, at jeg aldrig får brugt dem. Derfor har jeg nu sat mig ned med alle de screenshots og skrevet dem over i et overskueligt Word dokument, og det vil jeg løbende opdatere. Jeg tror på, at jeg får brugt de lækre opskrifter nu! Da jeg er ordensmenneske, klapper jeg lige pt. i mine små tykke fingre.

Skærmbillede 2014-07-14 kl. 18.09.00

De første baby steps i den rigtige retning

Der skal mange ting til, for at jeg kan fuldføre Malibu Marathon næste år. Naturligvis skal jeg træne en masse, men træning alene kan ikke få mig hele vejen. Det kræver først og fremmest, at jeg får sparret penge nok sammen til, at jeg kan komme til Malibu. Jeg skal have penge til fly, hotel og diverse indkøb derovre, og det er ikke billigt. Netop derfor skal jeg arbejde en masse det næste år, og jeg satser på, at jeg i vinterferien i januar samt næste års sommerferie flytter ind på mine jobs.

Jeg har dog nogle fordele ved, at det er løbet i netop Malibu, jeg skal løbe. Min ældste storebror løb nemlig selv samme maraton, så han kender ruten. Dermed ved jeg på forhånd, at jeg kan forvente en hel del bakker de sidste 7 miles (= 11km) af ruten. Det er klart mere udfordrende end de flade danske ruter, men der er også bare noget mere specielt over at gennemføre den samme, som han klarede. Som bror, som søster. Indtil videre trækker jeg en del på hans råd baseret på hans erfaringer. Jeg ved, at jeg vil løbe 4-5 gange om ugen fra januar af, og jeg ved, at jeg skal løbe 3-4 “korte” ture på 10-15 km om ugen samt en lang tur på 20-30. Det lyder så uoverskueligt, men jeg bør kunne løbe 10 km fra midten af august, så de “korte” ture bør være mulige på denne side af jul, og mon ikke de lange ture følger trop? Jeg er i hvert fald ved godt mod.

Jeg er lidt af en kontrolfreak, så jeg sidder allerede nu og søger på hoteller og fly. Derudover søger jeg på diverse løbeudstyr, som jeg skal bruge. Jeg skal bruge et væskebælte lige så snart, jeg løber længere end 10 km, råder min bror mig til, og det vælger jeg at lytte til. Heldigvis ved jeg, at jeg får nye løbesko i starten af september, så jeg glæder mig helt vildt. Jeg er endvidere ved at søge efter tips og tricks på diverse løbe hjemmesider, så jeg er helt klar i god tid, og jeg “kun” mangler at løbetræne.

Ny blog, nyt mål og ny start

Jeg har netop startet denne blog, da jeg synes, jeg vil give jer muligheden for at følge min “rejse” det næste års tid. Målet er sat til Malibu Marathon i efteråret 2015. I øjeblikket løber jeg 6-7 km, så der er lang vej endnu, og I får derfor lov til at følge med (næsten) helt fra starten. Jeg vil smide indlæg op om min træning, mine op- og nedture samt hvordan jeg får balanceret veninder, kæreste, to jobs, studie og træning i min hverdag. Jeg glæder mig til dette projekt, og jeg håber, I er lige så spændte som jeg.