Næste stop: 15K

Så kom d. 14. august, og så gik den igen. Jeg skulle opnå første delmål på vejen mod mit maraton i går. Planen var at løbe mit første 10 km løb nogensinde. Hvordan gik det så? Jamen jeg mødte op ved Gefionspringvandet kl 18:25, da jeg ville nå at se 5 km løberne blive sendt afsted. Jeg skulle selv løbe kl 19, og jeg var godt nok nervøs. Jeg rystede og min mave gjorde ondt. Klokken 18:30 gik startskuddet for 5 km løberne, og jeg kunne ikke lade være med at blive lidt sentimental over, at jeg havde udviklet mig, og jeg derfor ikke længere var med i den gruppe. Da klokken blev 18:50 åbnede himlen sig og regnen styrtede ned, hvilket ikke just hjalp på min nerver, da jeg aldrig har løbet i regn, og jeg frygtede for skader.

Pludselig var kl 19, startskuddet gik, og mine fødder begyndte per automatik at bevæge sig. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde regnet med, men jeg havde nok forventet, at feltet ville bestå af de meget hurtige løbere, hurtige løbere og nogle i samme tempo som mig. Jeg tog fejl. Efter blot 500 meter måtte jeg indse, at feltet kun bestod af hurtige løbere, og jeg fik svært ved at følge med. Jeg tog derfor hurtigt en beslutning om, at jeg ville følge mit eget tempo, om jeg så skulle komme sidst i mål. Så længe jeg kom i mål. Den første kilometer var langs vandet, og det var det stykke af ruten, jeg havde glædet mig mest til grundet udsigten. Desværre ødelagde regnen udsigten og den kraftige modvind gjorde det til mit hade stykke på ruten til min egen overraskelse. Til min store overraskelse løb jeg dog den første kilometer på 6:59, og jeg ligger normalt mellem 7:10 og 7:30. Det var for mig et tegn på, at jeg skulle sætte farten ned, så jeg kunne gennemføre alle 10 km. Jeg havde trods alt aldrig før løbet 10 km. Tempoet blev sat ned, musikken blev skruet op og jeg begyndte at finde ro til at tænke på alt andet end det skod vejr, jeg løb i.

Da jeg krydsede startlinjen for anden gang for at komme ud på den sidste halvdel af løbet, kunne jeg mærke, at jeg ikke ville holde uden stop hele vejen, og jeg bestemte mig derfor hurtigt for, at det var okay at gå, hvis jeg gjorde det i et hurtigt tempo, og at det kun var et kort stykke. Jeg overholdt disse kriterier, da jeg holdt første “pause”. Herefter løb jeg faktisk bare. Jeg huskede mig selv på, at jeg skulle nyde turen, selvom jeg flere gange overvejede at dreje fra på ruten og løbe hen til min bil i stedet. Jeg holdt ud, og jeg kæmpede videre. Det var hårdt som bare fanden, men jeg gjorde det. En særlig tak skal gå til de frivillige, der heppede mig hele vejen og til de tilfældige mennesker, der kom med positive tilråb, når jeg mest af alt havde lyst til at give op. De var mere end noget andet grunden til, at jeg kom i mål. Da jeg på sidste omgang kunne ane målstregen bredte et smil sig over mine læber, og det må have set tosset ud, men jeg var ligeglad. Jeg gav den alt, jeg kunne, og jeg løb den sidste del af ruten med et pace på 5:28, hvilket jeg stadig er imponeret over, at jeg havde energien til.

På trods af høj musik hørte jeg folkene omkring målstregen juble mig i mål, selvom de slet ikke kendte mig. De klappede, piftede og hujede, og i netop det øjeblik forstod jeg, hvad jeg havde gjort. Hvad jeg netop havde gennemført. Kommentatoren lød oprigtigt imponeret og overrasket, da han råbte i mikrofonen “Her kommer løber nr. 4449, Maria Langvad. Hun sætter slutspurten ind. Se hvor hun løber afsted for at minimere tiden selv efter 10 km.” Da jeg krydsede målstregen kiggede jeg rundt, og det var som om, alt gik i slowmotion. Som man ser en jubelscene på film, sådan føles det. Jeg fik slukket for Endomondo og sat kursen mod den bod, der havde vand og herefter mod boden med frugt. Jeg var helt høj på oplevelsen, så høj at mine ben slet ikke gjorde ondt, endnu. Pludselig hørte jeg kommentatoren igen. Han jublede sidste løber i mål. Jeg som troede, at jeg var den sidste. Endnu en sejr! Jeg satte mig på en bænk og drak noget vand, mens jeg tjekkede min tid. Mine damer og herre, jeg gennemførte mit første 10 km løb i tiden 01:23:17. Da jeg så tiden, begyndte jeg at græde, for jeg havde netop gjort det umulige. Jeg ville gerne i mål under 01:30:00, og det kom jeg i den grad!

Efter denne positive oplevelse glæder jeg mig til løbet i oktober på 15 km! Fra mandag starter jeg løbetræningen op til det. 15K, du kommer bare an! 😉 Ps. jeg var på vægten i dag, og den nye kostplan har fået mig til at smide 1,7 kg på én uge!