Når to trappetrin føles som Mount Everest

I dag havde jeg en privat time med min personlige træner, Kim. Han havde på forhånd advaret mig om, at det ville blive hård syretræning, der ville komme til at kunne mærkes. Yes, tænkte jeg, den klarer jeg! Den tanke droppede jeg hurtigt igen og erstattede den i stedet med: “Lad mig bare overleve, kære træningsgud”. Jeg tager ikke pis på jer, når jeg siger, at mine ben halvvejs igennem ikke virkede mere. Jeg lavede en øvelse med håndvægte i hænderne, hvor jeg tog et skridt op på en kasse med det ene ben og så et skridt ned med det modsatte ben, lidt som step. Første gang jeg trådte ned, kollapsede mit ben af ren træthed under mig, hvilket resulterede i en kæmpe skræmme på mit knæ. Det mærkede jeg dog slet ikke, for jeg havde væsentlig mere ondt alle andre steder. For pokker da! Jeg som troede, at jeg kendte til styrketræning – kom igen, Maria. Jeg er først ved at lære, hvad det ord betyder, kan jeg godt se.

Dræberprogrammet, som jeg har omdøbt det, skal jeg “kun” lave to gange om ugen. Derudover skal jeg løbe tre gange om ugen og træne Ronjas program to gange om ugen. Hurtig hovedregning viser altså, at jeg har træning 7 gange om ugen. Jeg holder fri om søndagen, og det betyder, at jeg skal træne dobbelt en af de andre dage. Løbeprogrammet bliver løbet mandag, torsdag og lørdag, Ronjas program træner jeg med hende, når hun kan og mit eget følger jeg formentlig mandag og fredag. Jeg overvejer dog, om jeg skal planlægge dette efter mit arbejdskalender. Jeg skulle jo gerne kunne gå op og ned af trappen inde på pubben.

Træningen i dag tog virkelig røven på mig. Jeg havde aldrig forestillet mig, at han ville dræbe mig så voldsomt i vores første træning, men jeg elskede hvert sekund af det! Det var hårdt, jeg svedte voldsomt og jeg kunne mærke, at min krop arbejdede løs. Det var lige dét, jeg manglede. Efter træningen gennemgik vi løbeprogrammet, og her fik jeg ris og ros ovenpå dagens træning. Han sagde, at det var et rigtig hårdt program, hvor jeg nok skulle blive bedre lynhurtigt, hvis jeg overholdt det. Så snakkede vi om mit delmål d. 26. oktober på 15K, og han sagde, at det var en glimrende test, hvor det ville være fantastisk, hvis jeg kunne det. Så kunne vi planlægge resten af året op til mit maraton uden problemer. Spændende! Det er nu, det begynder at blive seriøst, og jeg skal gøre mit bedste HVER dag for at komme i mål.

Da jeg havde samlet mine ting, klædt om og sagt farvel og tak skulle jeg jo bare ud i bilen og hjem. Første udfordring mødte jeg, inden jeg nåede ud på vejen. Jeg skulle ned af det, der føltes som 1.000.000 trappetrin, og jeg må ærligt indrømme, at jeg var ved at give op halvvejs. Av av av. Jeg satte mig herefter ind i bilen og kørte afsted uden de helt store problemer. Da jeg havde parkeret bilen på vejen herhjemme, skulle jeg ud af den. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at det tog mig 5 minutter, at komme ud. For fanden da, Kim! Da jeg endelig fik kæmpet mig ud og flovet mig over, at en dame havde fulgt med fra starten, skyndte jeg mig alt hvad jeg kunne (på daværende tidspunkt overhælede sneglene mig indenom) at komme ind til lejligheden. Her mødte jeg den endelige udfordring; trappen op til lejligheden. Her bør jeg nok nævne, at jeg bor i stuen og derfor har hele to trin op. Jeg fik kæmpet mig op, og jeg følte i det øjeblik, at jeg besteg Mount Everest. Pludselig forstod jeg, hvor hårdt det her maraton bliver. Viljen får mig i mål, ligesom den i dag fik mig gennem træningen, ned af trappen, ud af bilen og op at trappen. Jeg har viljen til det, og styrken er jeg ved at opbygge.

Kort sagt: Mangler du en træner, der er den bedste, så skal du tage til Fresh Fitness Rødovre og spørge efter Kim, han skal nok få dig i form. He’s your guy 😉