Det er nu 14 dage, siden jeg startede med min løbetræner, Stine Lyngbo, og det betød, at der i dag skulle sendes en update af sted til hende. Derfor hoppede jeg på vægten i morges, og allerede der smilte jeg lidt større end normalt. Jeg synes virkelig ikke, jeg har ydet en særlig stor indsats, men alligevel viste vægten-1,5 kg rent fedt. Det er så vigtigt for mig, at det går den rigtige vej, for jeg er så trist og usikker over min krop i øjeblikket. Det gav mig et kæmpe boost, og jeg rev nærmest målebåndet ud af skabet for at se, om der virkelig også var røget centimeter af. Det var der! Sammenlagt har jeg tabt 22,5 cm på 2 uger, og det er da for vildt! Jeg var i hopla og lykkelig over det vilde resultat. Nu er motivationen i top, og jeg er spændt på, hvad vægten og målene siger i næste uge! Hver mandag tager min kæreste billeder af mig, så jeg kan følge min udvikling der også. Jeg glæder mig til, at han skal tage dem i aften, så jeg kan se, om de der manglende centimeter er tydelige. Egentlig hader jeg, når han tager billederne, for jeg synes, min krop er så forfærdelig! Han er bare så god, han siger ingen dumme ting, han tage bare billederne og kysser mig før og efter. Jeg kunne ikke have fundet nogen bedre. Tak!

Det er utrolig vigtigt for mig, at jeg får medgang nu, for jeg synes, det har været utrolig hårdt på det sidste. I lørdags var jeg ude for at finde to kjoler til mine kommende fødselsdage, men der var ingen, som passede og var flotte. Hvis jeg kunne passe dem, kunne jeg ikke lide dem, og hvis jeg kunne lide dem, kunne jeg bestemt ikke passe dem. Det var et kæmpe slag, og jeg blev enormt ked af det. Heldigvis støtter min kæreste mig på den bedste og kærligste måde, og det hjælper mig meget. I stedet for at græde hele dagen, så vi en masse film og puttede. Det endte med at være en skøn dag, og jeg bestemte mig for at gøre noget aktivt for at komme tættere på mål. Jeg har tilmeldt mig to hold i Fitness World i den her uge. Det første er Spartacus i morgen, og det andet er mave/ryg. Spartacus tager 55 minutter, og jeg forventer, at jeg falder død om halvvejs. Mave/ryg tager kun 25 minutter, og det bruger jeg som et alternativ til dagens styrketræning. Planen er, at jeg tager op og løber inden holdet starter, og så må jeg se, om jeg har flere kræfter tilbage bagefter til at lave noget mere styrke bagefter.

I går og i morges var jeg ramt af feber, og det magtede jeg slet ikke at skulle kæmpe med. Jeg måtte blive hjemme fra studiet og arbejdet hos Alfa Laval for at prøve at sove det hele væk. Heldigvis vågnede jeg kl 10 med en krop, der havde det væsentlig bedre, så kl 17 står den på job på pubben til landskampen, så jeg forventer at få travlt. Derefter håber jeg på, at min krop vil acceptere, at jeg styrketræner, inden jeg skynder mig hjem for at få taget billeder og forberede en fremlæggelse til i morgen.

I dag gik det bare MEGET bedre! 4 korte intervaller gjorde tricket for mig. Jeg var vild med det! Det var pisse hårdt, og min ben gør stadig mega avs. Heldigvis har jeg en sød kæreste, der har givet mig massage på lægge og lår. Så dejligt. Af hjertet tak! Jeg væltede ud af sengen i morges, og jeg var bestemt ikke vild efter det, men jeg kom op og af sted. Jeg har smugkigget i programmet for fredag, og det overlever jeg da aldrig. 45 minutters løb med 15 minutter i maks god fart. Jeg har mest af alt lyst til at ligge mig i fosterstilling og græde allerede nu. Min kondi er på ingen måde til 45 minutter, men jeg må jo prøve. Om ikke andet må jeg løbe så langt, jeg kan og så gå lidt indtil jeg kan løbe igen. Løbe skal jeg fandeme nok! Sammenlagt tager jeg 45 minutters løb, og så må vi se hvor meget ekstra tid der kommer grundet gang. Jeg er top motiveret, og jeg glæder mig til at løbe denne uges 3. og sidste gang

Som tidligere nævn har jeg ansat Stine Lyngbo som min løbetræner, for at jeg kan komme i mål til d. 15. november. Den første dag af programmet startede i dag, og det betød, at jeg stod med løbesko på, da klokken slog 9. Jeg skulle ud på stierne og fokusere på to intervaller plus hvile interval i mellem disse. Hjemmefra havde jeg frygtet, at jeg slet ikke ville kunne løbe, fordi det er længe siden sidst. Det var ikke langt fra realiteten, desværre. Vejret var meget fugtigt, og halvvejs gennem ruten startede det med at lyne og tordne, så jeg fik hurtigt svært ved at trække vejret, som jeg altid gør, når det er koldt eller fugtigt. Benene ville mere end min vejrtrækning. Det er utrolig irriterende, når man kan mærke, at man kan give den meget mere, men at man ikke kan trække vejret til det. Jeg hader det! Efterhånden har jeg forsøgt mig med mange forskellige metoder, men intet synes at virke. Måske min kondi bare skal forbedres, og så spiller det? Jeg håber det! I dag er jeg langt fra tilfreds med resultatet af turen, men i forhold til hvor tæt jeg var på at droppe det i morges, bør jeg jo slet ikke være skuffet. Det er da kun godt, at jeg ramte muren i forhold til vejrtrækningen. Jeg vil da netop udfordres og kæmpe mig gennem. På onsdag skal jeg også på ugens anden løbetur, og det glæder jeg mig faktisk til. Jeg har luret i programmet, og det ser ikke uoverkommeligt ud, så det glæder jeg mig til.

Udover det løbeprogram jeg har fået tilsendt, har jeg modtaget et styrke program og et måltagningsskema. Styrkeprogrammet passer med de øvelser, jeg i forvejen laver mandag, onsdag og fredag, så det er rigtig godt. Jeg er utrolig glad for måltagningsskemaet, for med det kan jeg holde styr på min udvikling. Derudover skal jeg også tage billeder hver mandag. Det må jeg få min kæreste til at hjælpe mig med, ellers bliver de ikke gode nok. Jeg stoler heldigvis 110 % på ham, men det er stadig utrolig grænseoverskridende for mig at få ham til at tage billeder af mig i undertøj. Det skyldes nok, at jeg ikke kan skjule min krop, og jeg er bestemt ikke tilfreds med den. Men det er jo netop det, jeg skal gøre noget ved NU. Jeg er spændt på at se, hvordan de næste 12 uger går, og jeg håber i den grad på et godt resultat.

I dag er jeg på ingen måde i hopla. Jeg skal på arbejde om nogle få timer, og i aften skal jeg træne, men for at være helt ærlig har jeg mest af alt lyst til at ligge mig under dynen og vente på, at Kasper kommer hjem fra arbejde og holder om mig. I dag er en dårlig dag for mig, og jeg er helt nede i kulkælderen. Egentlig følte jeg ikke for at dele det her indlæg, og jeg har faktisk stadig ikke besluttet mig for, om det forbliver en kladde, men hvis I kan læse med, så har I svaret.

Det er vist efterhånden ingen hemmelighed, at jeg inderligt brænder efter en familieforøgelse. Det er noget, som jeg har snakket med min kæreste om MANGE gange i LANG tid. Vi vil begge to hinanden, vi har købt hus, og vi har pladsen til en ekstra lille ny fra december af. Økonomien ser også ud til at være på plads, men tidsmæssigt er det helt ved siden af. Jeg tror personligt aldrig, der kommer et perfekt tidspunkt, og jeg mener, at man skal tage det lidt, som det kommer. Vi er desværre ret udfordret med hensyn til at blive gravide, og det gør fandeme ondt. Det der gør mest ondt i øjeblikket er at logge på Facebook og se, at der er så utrolig mange på min venneliste, der er gravide, har små nyfødte eller lidt større børn. Jeg kan simpelthen ikke klare det mere.

Det lyder så strengt, at jeg ikke kan glæde mig på andres vegne, for det er da for dårligt. Men for at være ærlig gør det ondt at se deres lykke over noget, jeg ved, jeg ikke kan få bare sådan lige. Jeg ved, at det bliver en lang sej kamp, og jeg ved, at jeg skal være stærk – meget stærkere end jeg er nu. Heldigvis har jeg Kasper ved min side, når det hele bliver for meget for mig, og det er jeg evigt taknemmelig for. Jeg kunne simpelthen ikke klare det alene. Jeg ved, at der er flere, der ikke forstår, at jeg nærmest bliver vred, når en ny annoncerer sin lykke på Facebook. De fleste synes faktisk, at det er strengt, for dårligt og ikke i orden at jeg bliver sur. De forstår nok bare ikke lige helt, at jeg i virkeligheden slet ikke er sur, men at jeg bliver sindssygt ked af det. Hvornår bliver det nogensinde min tur? Selvfølgelig kan jeg unde andre den kæmpe lykke, jeg bliver bare jaloux, når jeg selv har kæmpet med det hele siden februar, og der sker lige lidt. Mest af alt bliver jeg jaloux på dem, der kun forsøger en måned eller to, og vupti så er der en graviditet hjemme. Jeg ved, at det ikke er bedst for hverken Kasper eller mig lige nu, da jeg gerne vil overstå min praktik først. Den ligger februar til juli næste år, så det nytter jo ikke noget, at jeg står med en fødsel midt i det hele. Logikken fortæller mig, at det er bedst sådan her, men mit hjerte vil godt nok noget helt andet.

Til oktober bliver jeg gudmor, og det glæder jeg mig virkelig til. Jeg har så meget kærlighed at give, så det bliver godt at have en lille en at øse ud til. November føder en af mine andre rigtig gode veninder, og det glæder jeg mig også enormt meget til. Det bliver dejligt med noget liv tæt på mig, det kan være, at det hjælper mig lidt. Jeg ender med at flytte ind hos dem jo. Ha ha. Ej, nej spøg til side så tror jeg, at de bliver fantastiske mødre, og jeg glæder mig til at følge deres rejse.

Jeg skal bruge min Facebook til at lave aftaler med folk de næste par dage, ellers havde jeg faktisk planer om at deaktivere den. Måske jeg gør det indtil i aften….